Mine barndomsminder

Jeg er 6 år gammel. Det klør.. over det hele. Min krop er fyldt med små, røde prikker. Jeg er egentlig godt nok tilpas og sidder og leger på tæppet nedenfor min seng. Min mormor kommer ind og smører creme på mig ind imellem. Hun siger, at om lidt laver hun et dejligt havregrynsbad til mig, så det kan lade være med at klø, og jeg kan komme i seng. Jeg bliver glad. Sidste gang fik jeg nemlig lov til at få legetøj med i badet.

Min mormor er så smuk at se på. Jeg kan se i hendes ansigt, at hun er flere år gammel end min mor… men ikke så meget, tror jeg. Hun bruger altid den samme parfume, Anais Anais, som jeg elsker at dufte til. Det bedste, jeg ved, er at låne min mormors silketørklæde og dufte til det. Så føler jeg mig helt tryg og afslappet.

Jeg kommer ned i vandet med alle havregrynene. Det lindrer kløen fra alle de røde prikker, og jeg mærker, at mine øjne bliver trætte. Mormor giver sig til at fortælle historier…. Dvs. ikke rigtige historier, for jeg ved, at det ikke noget, hun bare finder på.

Mormor fortæller om dengang, hun var sygeplejerske på Amtssygehuset. En gang kom der en ung pige ind og fortalte hende, at hun havde en baby i maven. Men ingen måtte vide noget om det, for så ville de blive meget vrede på hende. Mormor siger, at det var i gamle dage, og at ingen bliver vrede over en baby i maven i dag. Men hun spørger, om mormor kan hjælpe med at finde en sød dame, som vil være mor for barnet. Mormor bliver ked af det. Mormor siger, at dengang var hun selv kun en meget ung pige, og at hun lige var blevet gift med morfar. Mormor siger i første omgang nej til pigen, men hun bliver ved med at opsøge mormor. Til sidst siger hun, at hun gerne vil hjælpe pigen med at finde en sød mor til barnet.

Da barnet kommer ud af pigens mave bliver mormor så forelsket i det, at hun beslutter sig for selv at adoptere pigen. Det var den yndigste lille, sorthårede skabning med rødlig hud og den fineste lille mund. Og pigen voksede op og blev til min mor, siger mormor.

Jeg bliver glad. Jeg har også en fin mund, siger mormor.

(Visited 153 times, 1 visits today)